
Om specialet
Specialebeskrivelse
Intern Medicin: Infektionsmedicin omfatter forebyggelse, diagnostik, medicinsk behandling, palliation og rehabilitering af formodede og påviste infektionssygdomme hos personer med normalt og svækket immunsystem.
Du kan læse både specialerapporten (2007) og specialevejledningen (2010) for infektionsmedicin.Faglig profil
Intern Medicin: Infektionsmedicin er et tværgående klinisk speciale, der omfatter undersøgelse og behandling af patienter med hjemlige og importerede infektionssygdomme hos både immunkompetente og immundefekte personer. Specialet rådgiver omkring forebyggelse af infektioner af betydning for den almindelige folkesundhed, og yder lægefaglig rådgivning vedrørende profylaktiske foranstaltninger i forbindelse med udlandsophold. Specialet varetager desuden overvågning og beredskab over for infektionssygdomme og biologisk terrorisme.
Udredning og behandling af patienter med infektionssygdomme foregår på alle niveauer i sundhedsvæsenet. En stor del af de infektionsmedicinske patienter (ca. 90%) indlægges akut eller subakut på grund af sygdommens sværhedsgrad eller behov for observation, undersøgelse, behandling og pleje. Behandling og udredning af patienter med infektionsmedicinske sygdomme inddrager en række andre kliniske og parakliniske specialer. Det drejer sig om klinisk mikrobiologi, klinisk biokemi, billeddiagnostisk speciale, anæstesiologi, og de fleste kliniske specialer.
Indlæggelsen sker for voksne patienters vedkommende på intern medicinske afdelinger eller specialafdelinger, mens børn indlægges på pædiatriske afdelinger eller specialafdelinger.
Specialet har en stor ambulant aktivitet. Den ambulante virksomhed omfatter primært diagnostik, behandling og rådgivning af HIV-smittede patienter.
Faglig profil i pdf-format

